Art for Change
For psykoterapeuter 2026
En kursusrække, en håndbog og en konference i samarbejde med Dansk Psykoterapeutforening
Mennesker, der har været udsat for vold eller overgreb, kan ofte ikke sætte ord på det, der er sket. Sproget slår ikke til, eller det gør for ondt at gå den vej. Her kan kreative metoder åbne en anden dør: gennem billeder, bevægelse, lyd og fortælling kan klienten nærme sig det svære i sit eget tempo og med sin egen hånd på processen.
Art for Change samler ekspressiv kunstterapi og True Storytelling® i fem principper, man kan tage direkte med ind i sin praksis. Man behøver ikke være kunstner for at bruge metoden. Det afgørende er evnen til at skabe et trygt rum, være nysgerrig og lade klienten gå forrest.
Fra juli 2025 til juli 2026 gennemførte ArtMentum og Nordic School of Arts and Health projektet Art for Change – kunstterapi og storytelling i arbejdet med traumer i samarbejde med Dansk Psykoterapeutforening og med støtte fra Offerfonden. Tre kursushold og en afsluttende konference gav fagprofessionelle, der arbejder med mennesker ramt af vold og overgreb, håndgribelige redskaber – og lejlighed til at afprøve dem mellem kursusdagene og vende tilbage med erfaringerne.
På denne side kan du se, hvad forløbet indeholdt, se filmen fra konferencen og læse videre om metoden.
Partnerskabet
Dansk Psykoterapeutforening har været partner på rekruttering, kommunikation og afvikling. Deltagerne blev primært rekrutteret gennem foreningens nyhedsbrev, hjemmeside og Tidsskrift for Psykoterapi.
Foreningen fremhæver, at den lave deltagerpris – muliggjort af Offerfondens støtte – har været afgørende: målgruppen er i vidt omfang selvstændige psykoterapeuter, der mister indtægt de dage, de er af sted.
”Det var en stor glæde at kunne brede det ud til så mange, at give dem et fællesskab hvor de kan møde fagfæller. At de kunne få ny viden sammen.”
– formand, Dansk Psykoterapeutforening
Kursusrækken
Kurserne blev afviklet som tre forløb af to dage med en til to ugers mellemrum. Hold 1 mødtes den 19. januar og 16. februar 2026 i KLUB i København, hold 2 den 2. og 16. marts 2026 på Kirstinelund i Lystrup, og hold 3 den 13. og 27. april 2026, igen i KLUB.
Perioden mellem de to kursusdage fungerede som en indbygget afprøvning, hvor deltagerne kunne tage metoderne med tilbage i egen praksis og vende tilbage med konkrete erfaringer. Flere fremhæver netop det mellemrum som det, der gjorde metoderne til deres egne frem for til noget, de havde hørt om.
Undervisningen vekslede mellem teori, hands-on cases og egne kreative øvelser – herunder øvelser med fokus på behandlerens egen trivsel. Alle tre hold vurderede både indhold og undervisere højt, og 92 % vil anbefale kurset til en kollega.
Konferencen den 11. maj 2026
Forløbet blev afsluttet med den faglige konference Kunst og storytelling som inspiration til traumebearbejdning i København med over 50 deltagere. Programmet vekslede mellem ekspertoplæg, film, paneldebat, casearbejde og kropslige og kreative øvelser ved bordene.
Resultaterne
Evalueringen bygger på 36 besvarelser fra de tre kursushold, 46 fra konferencen og seks opfølgende interviews.
4,6
ud af 5 i samlet kursusoplevelse
94 %
vurderer kurset og underviserne som godt eller rigtig godt
92 %
vil anbefale kurset til en kollega – ingen svarer nej
50+
deltagere på den afsluttende konference
Tre temaer går igen
Anvendelighed i praksis. Redskaberne er enkle og kan tages i brug med det samme. De lader sig integrere i en eksisterende terapeutisk praksis uden at kræve omlægning.
Behandlerens egen trivsel. Kursets fokus på egenomsorg fremhæves som en selvstændig gevinst. Metoderne har en dobbeltfunktion: redskaber til klientarbejdet og en måde at forebygge slid og stress hos fagpersonen selv.
Netværk og fælles sprog. Både kurser og konference gav anledning til faglig videndeling. Casedeling og kollegial sparring nævnes gennemgående som noget af det mest udbytterige.
Fra konferencen
Foto: Westring
Materialet lever videre
Forløbet har givet nye videomoduler som overbygning på ArtMentums onlinekursus, fem ekspertinterviews om principperne og metodehåndbogen Art for Change, som nu er trykt og distribueres til fagprofessionelle.
Projektet er udført af ArtMentum og Nordic School of Arts and Health i samarbejde med Dansk Psykoterapeutforening, med støtte fra Offerfonden. Projektperiode 1. juli 2025 – 1. juli 2026.









